<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?>
<rss version="2.0">
<channel><generator>iloblog 1.0</generator><title>Glad for mad Feed</title><link>http://gladformad.rasmusschou.dk/</link><description>&lt;a href=&quot;http://www.rasmusschou.dk/denstoretur/&quot; target=&quot;_blank&quot;&gt;Rasmus og Camillas&lt;/a&gt; tour de force gennem alverdens menukort.</description><item><title>Rider Lykke</title><link>http://iloapp.rasmusschou.dk/blog/gladformad?Home&amp;post=46</link><description><![CDATA[   Rider Lykke  
 Samlet pris for to: 
 Karakter: 29/40 
   
   Maltcrumle for prins Knud   Besøgt den: 
   En cykeltur med efterfølgende hardcore fladen ud på Charlottenlund Strandpark med Sisse + børn var en perfekt undskylding for at teste Skovridderkroens tredje og nyeste skud på stammen – det gamle danske køkken i nye gourmetklæder – Rider Lykke. 
   
 Vejret var til at sidde i gårdhaven, som på én gang fremstår både afslappet, kvalitetspræget og loungelækker og med en ret fed udsigt til havet. Efter en masse masen rundt med borde og børn kommet til skade på en nærliggende legeplads beviste tjenerne deres værd ved at være både tålmodige og meget forstående, da Sisse forlod selskabet efter ti minutter med trætte børn, og vi rykkede endnu mere rundt med borde og stole.  
   
 Det skulle vise sig, at gårdhaven i den grad har ambitioner om at blande sig i den bedre halvdel af det danske gourmetmarked, som en slags Thomas Herman i light udgaven. 
   
 Og ganske som på de fineste steder i byen startede Rider Lykke også med en lille hyggelig hilsen fra køkkenet, hvilket kan være rigtig smart, både fordi ventetid pludselig bliver til spisetid, og fordi vi som kunder, føler vi får vildt meget for pengene. ’Neeeejjj, vi fik en gratis ret til at starte med’. Klap klap i de små tykke hænder. 
   
 Rider Lykkes forvoksede amuse bouche bestod af ni opretstående radiser på en meget tynd creme af rygeost, drysset med rødbedeskud samt ’jord’, som var noget maltcrumble, som vi skulle komme til at se meget mere til senere.  
   
 Det er uvist, om køkkenet har været deciderede uhelige med dagens fangst på grøntorvet, eller det simpelthen var radisernes svar på Eva Kjer Hansen, en radisesort med udpræget anonym og tilbageholdende smag, men faktum var, de smagte som at stikke tungen ud af vinduet på en vindstille dag. Til gengæld var rygeostcremen så tynd, at den intet tilførte, og så var det jo egentlig meget godt skruet sammen, at maltcrumlen fuldente billedet ved at smage af det samme, nemlig absolut ingenting. Gab for en start, men rigtig gode point for forsøget. 
   
 Det hjemmebagte brød var et mørkt tungt smagende af slagsen og en kopi fra Paustian, nemlig en lys bolle med lakrids på toppen, og de smagte begge rigtig godt. Som dip stod en fremragende blanding af hytteost og sellericreme med karse på toppen. Simpelt, men meget effektfuldt.  
   
 Forretten var saltede kammuslinger, som desværre havde en alt for fremtrædende og rå fiskesmag, og grønne asparges. Det fik selskab af brunet fennikelsmør, karl johan mayo, lidt kørvel, dild, og vores ven fra appetizeren, maltcrumblen, som ikke var blevet meget bedre.  
   
 Men den var trods alt bedre end den brændte broccoli. Jeg kan godt følge tanken om at give både lidt knas og grillsmag til broccolien, men køkkenet må helt seriøst have glemt at smage på den, inden den ramte bordet, for så havde de skiftet den ud. Den smagte virkelig brændt, alt for brændt ovre i de bitre ubehagelige toner, og ødelagde mange af de andre fine kompenenter. Så øv for forkullet broccoli.  Næste indslag var flæsk med persillesovs anno 2009. Altså den traditionsrige danske sommer-nationalsjæl lavet som dansk frilandsgris og med en brun intens smagende sauce, der ikke var i nærheden af den gamle persillesovs, heller ikke i velsmag – Der var svinebryst, på stegt flæsk måden, knasende og ryg rund cylinder i lidt tør og sej udgave – og så var der selleri, både som udskæring og creme og på en bund af udmærket coleslaw. Alt i alt, en ganske habil hovedret.   
 Milla havde valgt en makrel i tomat, som bestod af sylted makrel – en knasende og blød makrelrillette i crokette – dehydrerede tomater, en dejlig blød tomatmayo, dild, ærteskud, rødbedeskud, noget hvidt og rødt pulver, vi ikke fandt ud af, men smagte godt, dog i usandsynligt små mængder. Og hey, guess who’s back….Maltcrumle, ja såmænd, såmænd. Vi var også begyndt at savne den… 
   
 Videre mod desserterne som i sæsonens hellige navn var rabarberis. Den lå på en bund af rabarbergele med små drys af citroncreme, blåbær, hindbær, brombær, tynde skiver sukkerart og hele moletjavsen overhældt med lidt fløde.  
 Der var for øvrigt også chokoladecrumble og tadaaaa, maltcrumble. Undskyld, men hvad pokker sker der? Hvis man holder maltcrumbletema, så burde det måske advares på menukortet. Og hvad er der sket med reglen om ikke at gentage samme ingrediser i flere retter? 
   
 Milla fik serveret en flot sag med hyldeblomstfromage i bunden og tre slags marengskys, nemlig lakrids, hindbær og vanille, og det er i vores optik altid skægt at spise marengskys – ovenpå var en kugle af frisk smagende æbleis, lidt mynteblade, og sukkercrumble. En dejlig afslutning på måltidet, selvom vi forgæves kiggede efter maltcrumblen.  
   
 Flot præsenteret mad med generel god kvalitet, men på intet tidspunkt havde vi tilløb til den dejlige wauwfølelse, som god mad kan give på de bedste dage.  
     
  Mad : 6/10 Stor sekser, men der var for mange fejltrin til at hive den op på syv. Gode desserter.  Betjening : 8/10 Fleksible som fra en anden verden.  
  Stemning : 8/10 Stor otter.   Pris : 7/10 Maden ligner en million, når den også smager sådan, så kan vi snakke om det. 
     
  Samlet : 29/40 Et dejligt sted som bestemt fortjener en chance mere. 
 ]]></description><pubDate>Fri, 17 Jul 2009 13:13:18 +0200</pubDate><category>Restauranter</category></item><item><title>Matbaren</title><link>http://iloapp.rasmusschou.dk/blog/gladformad?Home&amp;post=45</link><description><![CDATA[   Matbaren  Grand Hotel, Stockholm Samlet pris for to: 660 kroner. (980 svenske) Karakter: 28/40 

   Heja Sverige   Besøgt fredag d. 22. maj. 

 På det seneste har der kørt en lille dansk-svensk krig. Og nej det er ikke på fodboldbanen, med tilhørende fællessang og fodboldtosser, men i gourmetkøkkenet. Danske aviser ynder at sætte det lille yndige land øverst på den skandinaviske kongetrone med FLEST Michelinstjerner i Norden, mens de svenke tidninger slår igen med, at Stockholm skam har TO restauranter med TO Michelinstjerner. Jajamensan.  

 Om det er krig, godmodig konkurrence eller noget helt tredje, skal vi ikke gøre os kloge på, men blot glæde os over, at en forårstur til Stockholm gav muligheden for at teste nogle svenske køkkener og hurra for det. Planen var egentlig at besøge Operakälderen, F12 og Grand Hotel, men tiden er den flygtiste af alle, og alt for godt selskab af Linda fik hurtigt skyllet de planer ud i køkkenvasken.  

 En af Sveriges helt tunge drenge er Mathias Dahlgren, fire gange kåret til årets svenske prop, undskyld kok, og Bocuse d’Or vinder 1997 og minsandten om ikke han har åbnet TO restauranter i Stockholms Grand Hotel, for ligesom at gnide salt i såret på den danske kamsteg. Matsalen, som er den überformelle TO-stjernede stivlæbede tunge dreng, og så Matbaren, der er den lille frække bistro/nede på jorden/tapas-agtige et-stjernede fætter, som ligger lige ved siden af. Valget var rimelig let, eftersom vi kun havde tid en frokost og Matsalen kun har aftenåbent, men den virkelig flinke tjener gav os et sneakpreview ind i de hellige haller, han tog enddog den beskytterdragt af en af stolene derinde, så vi med egne øjne kunne se det åbenbart meget sarte gule læder, som senere skulle støtte nogle meget rige rumper. 
   

 Hos Matbaren var det pænt meget anderledes. Her var liv og glade dage, forskellige stole ved hvert bord, masser af farver og så fremdeles. På bordet, uden dug, lå menuen i brunt genbrugspapir, og så var det ellers bare med at udvælge af retterne som lå mellem 100-200 kroner, indtil man ikke kunne spise mere. Brødet lå også pakket og datomærket i en brun papirpose, dejligt uformelt og meget up-scale kantineagtigt. 
   

 Milla lagde ud med dumplings lavet på gris med rå grøntsager, sursød sirupssauce og friterede svær. Rimelig frisk sammenblanding af det asiatiske og det nordiske køkken, og det fungerede faktisk fint nok, uden at gå over i historiebøgerne.  
   

 Jeg fulgte efter med nogle helt perfekte knasende kyllingekroketter som var så fløjsbløde indeni, at smagen næsten sprang i luften. Dertil nogle ret anonyme hvidløgsstegte skovsvampe, persilleskud og så noget nær verdens kedeligste trøfler. Vi troede simpelthen, det var løgn, og undersøgte dem ret grundigt for om det måske var tørre papskiver påmalet trøffelmotiv, men den var god nok. Og da vi spurgte tjeneren om det måske var Gotlandske trøfler, så nej nej, de var skam fra Italien. Well, de skulle aldrig have været på tallerknen.  
   

 Så var det tid til at bestille hovedretter, og jeg gik efter en nældecreme på skånske nælder, som åbenbart skulle være bedre end de stockholmske. Det kunne man nu ikke smage. Den kom med morkler, asparges og ramsløg og ikke mindst stjernen i hele molevitten – det porcherede æg.  
   

 Når vi siger stjernen, er det ikke fordi, det smagte helt overtruffent, men mere fordi hr. Dahlgren åbenbart er meget glad for sit porcherede æg. Det var nævnt ved navns nævnelse i tre forskellige retter på det forholdsvis lille menukort, og alle steder stod der: ägg 63 ° C, som om det var en verdenssensation at kunne lægge et æg i stabilt tempereret vand. Det var det nu ikke, det lugtede mere af gimmick og et forsøg på at finde noget unikt for restauranten. Retten som sådan var i sig selv kedelig, på grænsen til banal, og manglede i den grad et samlende element. Det ville ikke have undret mig, hvis kokken halvvejs igennem var kommet løbende med et stykke lækkert braiseret kød på en gaffel og sagt ’Ursikta, jeg glömde bort den här’. 
   

 Milla havde fået et godt øje til suppe på brunede løg fra Gotland med camembert, mørkt øl, rugbrød og løvstikke. Den lød godt og startede også godt i præsentationen, hvor ingredienserne balancerede oppe på kanten af tallerknen, og suppen så blev hældt i fra en gammel ølflaske. Lækkert, lige indtil det ramte ganen. Det var bittert med bittert på og en lille smule ekstra bittert. Retten tippede fuldkommen og det er rimelig sjældent, at vi levner på gode restauranter, men ikke i dag. Det var bestemt ikke godt. 

 Så dermed hastigt videre til desserten for at få den bitre smag ud af systemet, og her var hun mere heldig. Vild chokolade – hvad så det end betyder – fra Bolivia med cremefraiche, nødder og toffee is var noget der fik øjnene til at lyse igen, men sådan er det tit med chokoladekager.  
   

 Jeg vovede lidt mere og forsøgte med drænet yoghurt naturel med ferskenis, hasselnødder overhældt med honning,, olivenolie og salt. De to sidste ingredienser er begyndt deres indtog i dessertlandet, og de fungerer helt eminent, hvis I spørger mig. Mumsemums. 
   
  Sammen med regningen kom et par slikkepinde med chokolade og små kager, som smagte glimrende. Og så sad man der tilbage, ikke rigtig vidende hvilket ben vi skulle stå på. Der var nogle ok ting på tallerknen, en fremragende (kroketten) og så et par seriøse bespænd. Så indtil videre : Danmark 1 – Sverige 0. 
   
   Mad : 6/10 Der var for mange anonyme retter og en decideret kikser trækker også ned.   Betjening : 8/10 Sød, oversættene det bedste de havde lært og hurtig.  Stemning : 7/10 Leben er godt, men bordene står alt for tæt.   Pris : 7/10 Den svenske valutakurs gjorde os godt, ellers havde det været for dyrt. 
  Samlet : 28/40 
 ]]></description><pubDate>Tue, 14 Jul 2009 15:43:39 +0200</pubDate><category>Restauranter</category></item><item><title>Bottega</title><link>http://iloapp.rasmusschou.dk/blog/gladformad?Home&amp;post=44</link><description><![CDATA[   Bottega  Strandvejen Charlottenlund Samlet pris for to: 195,- inkl. en saft. Karakter: 16/40 

   Bunden af Bottega   Besøgt mandag d. 18. maj klokken 13.30 

 Hvis man ikke kan sige noget pænt, skal man ikke sige noget. Så det bliver en relativt kort anmeldelse af Bottega. Desværre.  

 Havde ellers gennem længere tid gået og glædet mig til at prøve denne opkompling, som har vist sig at være en moderne udgave af Moses. Bottaga skiller med andre ord vandene.  

 Der er de hardcore Messiasfans på den ene side, der næsten kløjs i superlativerne - og så er der de svorne modstandere på den anden bred, som får blodsprænginger i øjenene, når talen nærmer sig restauranten. 'Genial mad og fantastisk betjening' råber de fra den ene ende, mens den anden gjalder 'Under lavmålet og Kejserens nye klæder'.  

 Så det var næsten med sommerfugle i maven, vi efter en tur i skoven lagde an ved knopskydingen i Skovridderkroen i Charlottenlund til en hurtig frokost.  

 Ville tjeneren lægge sig på knæ og kysse vores fødder, eller ville vi få en knytnæve i sylten og et 'Vafanculo' med på vejen? Der var jo ligesom ingen mellemvej...eller hvad? 

 På menukortet, der hænger ude foran, står der med store bogstaver ting som 'ægte pizzabrændeovn - de bedste råvarer - slowfood - og kærlighed til mad' og andre ting i den dur.  

 Selvom der kun var besat to andre borde med gæster i den relativt store restaurant pegede tjeneren sådan lidt ja-ja-ligegyldigt ud mod terassen, da vi spurgte, om vi måtte bestille lidt mad. Okay så, man skulle da heller ikke forspilde chancen for lidt ekstra service, endsige et smil, når nu både tiden og vejret var til det. 

 Vi besluttede at dele en omgang parmaskinke (50 kr. jævnt kedeligt, dog acceptabelt kød) og en pizza nr. 13. Selvom den havde ulykkesnumret, så blev vi fristet af beskrivelsen: Friske San Marzano tomater, bøffelmozzarella, basilikum - som både lød simpelt og godt, når nu der var ægte ovn og kærlighed i køkkenet. Sagde de jo sagde. 

 Den kom meget hurtigt. Måske for hurtigt. For til trods for den åbenbart helt rigtige ovn, så var bunden nogle steder brændt, andre steder tyk, moset og blød som et toastbrød, der har ligget i vand. Okay så, til gengæld var det en gnalling af en pizza.  

 Men det skal heller ikke få vores humør ned. Men når man så kigger på det forestående måltid og konkluderer, at der ligger fire små (!!) tomater og tre (!!) (3, come on!) stykker basilikumblade på pizzaen, går gassen ligesom lidt af ballonen.  

 Og det var der, da jeg samtidig kom til at tænke på, at den her pizza kostede 120 kr. at jeg ærligt talt fik lyst til at tisse i bukserne. 

 Hvis man gik uden om de brændte og mosede stykker, så var der rent faktisk nogle bidder, der hævede sig gevaldigt. Jeg vil gå så langt som til at sige, de var rigtig gode de to, tre bidder. Gode råvarer ja, men når de er nærmest ikke eksisterende, hvad er så pointen? Man tager jo heller ikke én pæn sok på, når man skal til fest.  

 Men det hjælper ikke så meget i sådan en situation her. Skulle vi have sendt den tilbage, ja helt sikkert - i det mindste spurgt om de var seriøse, eller hvor vi skulle kigge hen og vinke ind i kameraerne -, men vores sult og tjenerens ignorering af vores bord samt ikke mindst den opgivende ligegyldige tilstand vi var landet i gjorde, at vi valgte at lade kampen gå i sig selv. 

 Man kan sige én postitiv ting om besøget; De taler med meget store bogstaver, når de på denne måde fraråder os at komme igen. Og tak for det.  
  Mad : 4/10 Hvis ikke forventningerne havde været så høje, havde de måske ikke skuffet så meget.   Betjening : 3/10 Ligegyldig fyr, der tydeligvis ikke gad være på arbejde.  Stemning : 7/10 Dejligt sted, som fortjener så meget mere.  Pris : 2/10 120,- for en gennemsnitlig pizza. Regning eller joke? You decide.  
  Samlet : 16/40 Bottega skal være glade for udsigten.  
 ]]></description><pubDate>Tue, 26 May 2009 11:57:32 +0200</pubDate><category>Restauranter</category></item><item><title>Restaurant ES</title><link>http://iloapp.rasmusschou.dk/blog/gladformad?Home&amp;post=43</link><description><![CDATA[   Restaurant ES  Strandvejen 235 Samlet pris for to: 415,- m. et glas vin Karakter: 32/40 

   Med udsigt til himlen   Besøgt mandag d. 11. maj klokken 19.00 

 Skovridderkroen oppe i Charlottenlund minder lidt om Robert Hansen. Først kendt for gode ting, så de dårlige, så glemt, så genopdaget, og så det hele en gang til. Den har både været udstillet som det hotteste gå-ud-sted nord for Alperne og samtidig udnævnt til Damhuskroen for folk, der tror, de er ligeså kiksede som P. Asschenfeldt.  

 Lige nu svinger pendulet absolut mod de bedre tider. Der er simpelthen kommet nye kødboller i gazpachoen deroppe – med åbningen af veritable kvalitetsspisesteder som både ES og Bottega - og planen er vist, at stedet skal blive et helt lille nordsjællandsk madtempel, når danske Rider Lykke og en indisk restaurant også melder deres ankomst inden længe.  

 Og lige meget hvad ekkoet af fortidens synder synger, så må man give dem, at de ligger helt sindsygt flot. Midt imellem by, skov, himmel og hav, og vi har da også gennem længere tid drejet hovedet af led, når vi på jernheste er drønet forbi.  

  Spansk fortid  Oppe i det åbne køkken regerer Christian Ørsnes, som har en fortid som køkkenchef på michelinindehaveren The Paul, og måske mere interessant i denne her sammenhæng, været ansat på restaurant Arzak i San Sebastian, hvor man må gå ud fra, han fik en grundig molekylærgastronomiske opdragelse.  

 På hjemmesiden beskriver han da også køkkenet som en vognpark fyldt med kokkenørdede legetøj som temperaturstyret vandbad, Paco Jet og Thermo Mix og andet lystigt laboritorie-stads. Instrumenterne til trods er det ifølge køkkenchefen ikke genopdagelser af det spanske køkken, som kommer ud på tallerkenerne, men derimod ’Moderne spansk tapas, hvor traditionelle retter er tilberedt og anrettet lidt anderledes.’ Spændende. 

  Toptunet tapas  Vi havde godt lugtet luntet ude på den godt BMW fyldte parkeringsplads, og der var også ret flot besat inde i de smukke lokaler, hvilket selvfølgelig også gjorde lydniveauet tilsvarende højere. Men sådan skal de jo være på en tapasbar.  

 Da vi fik stukket det meget lille menukort i hånden endte pegefingeren på baccalao med pilpil, som hvis man afkoder den egentlig betyder klipfisk indbagt i noget tempuraagtigt dej. Så lærte man da det, og det smagte også delikat, dog en smule for oliefedt for mig, men så kan man jo for pokker bare lade være med at bestille friturestegte ting. 
   

 Da de grillede grøntsager med merian blev sat på bordet synes jeg, 45 kroner var lige pebret nok for et halvt løg, halv rød peberfrugt og noget ruskomsnusk med sorte kanter. Men så smagte vi det. Hold da op. Udover squashen som var alt alt for bitter, var det næsten grillkunst af øverste skuffe.  
   

 Ingen tapas uden charcuteritallerken, og den var her fyldt med fire forskellige slags skåret kød i rigelige mængder på grænsen til det generøse. Og tak for det – silkebløde smagsbomber i varierende nuancer der kunne have omvendt en hardcore vegetar. Virkelig lækkert.    

 Derudover bestilte vi jomfruhummer med melon og pata negra, som desværre var udsolgt, så vi hoppede efter anbefaling af vores tjener på havtaskekæber med gazpachourter, hvilken vi aldrig så skyggen af, for i stedet kom der en kammusling med ajo blanco. Det skal de nu ikke høre et ondt ord for – at få lov til at sætte tænderne i kammusling kan vel aldrig gå under kategorien ’fejl’.  
 De to kammuslinger var anrettet på en mandelpure og med friterede hvidløg på toppen. God uden at være spetakulær.    

 Til dessert stod den på mango med hvid chokolade. Mangoen kom i form af både en sorbet og syltede mangoer, og chokoladen var i rustikt knækkede plader med en mousse imellem. God kombination, der godt kan gentages.  
   

 Og lige til sidst et ord om én af vores tre tjenere. En yngre pige, som selv opdagede og undskyldte, at vi havde fået en forkert ret og blev hængende ved bordet til lidt snak.  
 Det viste sig, at hun var yderst kompetent udi selve tilberedningen, kunne svare på alle spørgsmål og derudover virkede som om hun havde et øje på hver finger, så vi spurgte selvfølgelig, hvor hun havde erhvervet sin gode kompetencer. ’Jeg er startet for to uger siden’, svarede hun og kunne godt se, vi lignede to store spørgsmålstegn. ’Men jeg er kæreste med en af kokkene, så det hjælper nok lidt’. Nej, det hjalp meget.    Mad : 8/10 Stabilt højt niveau, som lige mangler det allersidste touch for at komme helt op.  Betjening : 10/10 Fantastisk indsats af vores kvindelige tjener, der opmærksomt tog sig tid og var vidende på grænsen til det nørdede. Det er et stort plus.  Stemning : 7/10 Flot udsigt begge veje – både til køkkenet og vandet og dejlig livligt.  Pris : 7/10 Det er ikke størrelsen, der trækker op. Og er 85,- kroner for to kammuslinger ikke lige i overkanten?  
  Samlet : 32/40 Meget meget sympatisk sted, hvor vi gerne kommer igen. 
 ]]></description><pubDate>Mon, 25 May 2009 16:30:01 +0200</pubDate><category>Restauranter</category></item><item><title>Restaurant Kanalen</title><link>http://iloapp.rasmusschou.dk/blog/gladformad?Home&amp;post=42</link><description><![CDATA[   Restaurant Kanalen  Wilders Plads Samlet pris for to: 720,- Karakter: 28/40 
   God svømmetur i Kanalen   Besøgt fredag d. 7. maj kl. 19.00 
 Restaurant Kanalen fik igen i år en Bib Gourmand - Michelinstjernens tykke lillebror som betyder, der er god mad til rimelige priser, men ikke helt oppe og slå til gourmet-gonggongen. Det behøver man jo heldigvis heller ikke. 
 Navnet Kanalen er ret velvalgt, eftersom man ikke skal læne sig særlig langt ud af vinduet før der er overhængende fare for at falde i det Christianhavnske vand. Men hyggeligt det er det med både robåde og gamle pakhuse, som de mange vinduer giver rig mulighed for at kigge på.  
 De kvikke tjenere fik os hurtigt bænket midt i restauranten, så der var udsigt til bar, fødselsdagsselskab i den ene ende, forretningsmiddag til den anden og vuggende både uden for vinduet. Fint nok, selvom de hvidkalkede muer og brune klinker på gulvet trækker lidt for meget i havneretningen til vores smag. Toiletterne ligner seriøst nogle jeg også har besøgt på Brøndby Havn.  Vi hoppede begge på en tre-retters menu til 360,- kroner og første ret var nye hvide  asparges  serveret med sauce  mousseline  og  fjordrejer . Altså det er jo såre simpelt, men det smager nu bare godt. Aspargsene var kogt godt, og saucen let og fed på en gang. 

    Den anden forret bestod af king  Crab  med salat af  haricot   verts  og krydderurter serveret med  tomatcoulis . Der var ingen fejl, men på grænsen til ret kedelig. Ikke meget smag i nogen af ingredienserne (udover ringene af skalotteløg), og så bliver det unægteligt svært at imponere.     

 Aftenens helt store stjerne var en  fjæsing  stegt på skindsiden serveret med sauterede spæde  persillerødder , som seriøst ville løbe med guld, sølv og bronze i VM for persillerødder. Bløde indeni, sprøde udenpå og smag som sprang der en bombe i munden. Ovenpå lå lidt rå  fennikel  og hyggede sig med  dild  og i bunden  beurre   blanc  sauce og franske (hvorfor ikke danske fandt vi aldrig ud af)  kartofler . Dejlig dejlig ret.     

 Den anden hovedret var bryst af  poussin  og confit af låret serveret med  estragonsauce  hertil små nye  kartofler  og nybælgede  ærter  - som ikke alle var lige heldige og langt fremme i modningen. Kraftig sauce der var ved at løbe med opmærksomheden. Igen en ret uden de store dikkedarer. Gode råvarer behandlet godt af køkkenet, og så var der egentlig ikke så meget mere at sige til det. 
    Vi havde valgt samme dessert, og hvorfor egentlig ikke, når nu det er sæsonens første rabarber. Mmmmm -  Rabarberkage  og  rabarberconsommé  serveret med  sorbet  af  hvid   chokolade  ovenpå råsyltede rabarber. Ikke de store armbevægelser fra kokkene, som istedet overgav scenen til det danske forårs største stjerne. Og tak for det.     


  Mad:  8/10 De slår ikke større brød op, end de kan bage, men fan hvor de kan bage.  Betjening:  7/10 Opmærksomme, men vi sad også i gennemgangen.   Stemning:  7/10 Kanalen er hyggelig, men bygningen lidt for havne-agtigt på den kolde måde.   Pris:  6/10 Råvarenes pris taget i betragtning er over 100 kroner pr. ret i overkanten.  
  Samlet:  28/40 Et dejligt måltid som der gerne måtte være flere af i København. De skulle, Bib Gourmanden til trods, sætte priserne en smule ned, eller smide en ekstra ret ind.  
 ]]></description><pubDate>Sat, 16 May 2009 22:21:10 +0200</pubDate><category>Restauranter</category></item><item><title>Geranium</title><link>http://iloapp.rasmusschou.dk/blog/gladformad?Home&amp;post=41</link><description><![CDATA[   Restaurant Geranium  Kronprinsessegade 13 
  www.restaurantgeranium.dk  Samlet pris for to: 1600,- 
 Karakter: 39/40 
   Verdens smukkeste haveskur   Besøgt torsdag d. 23. april kl. 13.15 
 Siden Geranium slog de hvide døre i Kongens Have op for et par år siden, har vi stille og roligt opbygget et brændende ønske om at se, hvad de egentlig kunne derinde. Ja, ja, Rasmus har været til en meget speciel  smagsprøve , men den gælder ikke i den her samenhæng.  
 Det var med andre ord på høje tide, at vi fik gennemtestet den restaurant, som ikke blot flyder over med sølv- og bronzestatuetter, årets kok titler, topkarakter i alle landets dagblade osv. osv., men også netop var landet som nummer 77. på listen over verdens bedste restauranter.  
 Man kan se på det sådan her: Muslimerne har deres Mekka, Jøderne deres grædemur, og gastronomer fra hele verden - deres Geranium. Det her lød som en pilgrimsrejse udi velsmag. 
 Høje forventninger? Det kan man vist roligt sige.  
 Så vi tog mor, far og flere års opsparet forventning under armen og gik mod Kongens Have, til hvad der må betegnes, som Danmarks ubetinget flotteste haveskur.  
 I foyeen stod medejer, Søren Ledet, som ventede han kun på os og med et 'hej og velkommen, og hvor er jeg glad for I kunne komme' smil og småjokes klar. Han skulle vise sig at være en udpræget dygtig vært, der både indførte os i køkkenets små tricks og anekdoter samtidig med, vi fik følelsen af, at restauranten kun var til for netop dette besøg. 
 Vel bænket i de sindsyg behagelige AJ stole med udsigt til dansk vår i haven og et lysindfald fra en anden verden, følte han os på tænderne ved at spørge, om vi skulle nå noget senere. Da han hørte vores 'nææ, vi har sat hele dagen af til jeg' svar, lyste hans øjne op, og han gned sig diskret i hænderne, mens han testede os med et 'vil I se et menukort, eller skal vi bare finde på noget til jer'.   Han kunne ligesågodt have spurgt, om vi ville køre Ferrari i andet gear hele dagen eller give den fuld gas, så vi lod kort være kort og lagde al kulinarisk skæbne ud på køkkenbordet.  
 Jeg fik en kort association om lige at have sluppet tøjlerne på en præmiehingst, mens jeg gav den et ordentligt klap i røven og et 'Hey hoo Silver - Awayyyyy', med på vejen. 
 Første angreb fra køkkenet var snacks og viste meget godt, hvilket eventyr vi var på vej ud på. Nyfortolkede danske kvalitetsserveringer udsat for heftig kreativ påfyldning.  
 Snacksene bestod af  øllebrød  i store flager med en mild knasende sødme. Nogle lange grissinilignende  ostebrøds-stænger  og  tomatskum påsat  mikrostykker af dejlig salt og knasende  Skagenskinke .  
 Og som helt fantastisk dip - en kold og frisk  brændenælde-mayonaise  rørt med lidt creme fraiche. Mor var allerede her på vej i himmerige og fik hurtigt talt et alvorsord med Søren om overlevering af opskrift. Mor vandt. 
   
 Herefter var det tid til at præsentere selve stedet - Geranium. Og hvilken bedre måde at gøre det på, end at lade planten som restauranten er opkaldt efter gøre sin entre. En let, luftig og aldeles fremragende sød-syrlig  æble-geraniumskum  kom på bordet, mens Kofoed med en lille pssst-pssst-beholder sprøjtede geraniumduft ud over bordet og lagde nogle friske eksemplarer på dugen.  
 På overfladen en simpel lille appetizer, men i grunden et symbol på stedets tanker og visioner om mad.  
 Planten Geranium var vel egentlig gået i glemmebogen, inden Rasmus og Søren fandt den frem igen, støvede den af og hev den frem på den gastronomiske scene. Klasse at tage en 'gammel' smag som alle andre har overset og gøre den til midtpunkt i et moderne madtempel. Simpelt, men på kanten til genialt i disse less-is-more tider.  
 Når man så ydermere stak skeen i retten, var der selvfølgelig mere under overfladen, end øjet havde luret. En vingummikonsistens af gele fyldte ganen med let forventning om, at vi slet ikke var gået gastronomisk i gang endnu. Vi varmede såmænd bare op. 
 Og til sidst tricket med at psst-psst sende duft ud over bordet. Et tegn på, at her er mad ikke bare mad - det er en totaloplevelse, der skal smages, duftes, ses, høres og mærkes af alle sanser. Ja, undskyld, jeg overfortolker, men jeg er ret overbevist om, at der er tanke bag hver eneste miniature handling her. Mage til konceptuelt gennemtænkt restaurant finder man ikke. Søren og Rasmus har simpelthen syet med den helt store røde tråd. 
   
 Vinen havde vi af gode grunde overladt til Søren. Dels fordi vi ikke er særlig velbevandrede udi denne verden, dels fordi erfaringen jo viste at Søren ser meget glad ud, når han får frie tøjler. Han kom hurtigt tilbage med den her, og fortalte historien om, hvordan den biodynamiske vin er dyrket i et gammelt stenbrud.  
 Og lige pludselig sad vi ikke på en restaurant mere, men til historietime i Sørens verden. Nogle synes, historier om produkterne er tom luft og spildtid, vi kunne ikke være mere uenige og er i sagens natur fuldkommen tossede med dem. Og jo tykkere der bliver smurt på, jo bedre - det er fedt at lade sig lulle afsted i drømmeland og ligeså fedt, at han gav sig god tid til at forklare alle elementer. 
 Han forklarede, at grundet den enorme varme i 'stenbruds-gryden' var det en sød vin, men med umådelige mængder mineralisme og streng syre takket være jorden. Fars smil gik da også fra øre til øre, da han smagte på den. Stor vin, der fulgte de næste retter godt til dørs.     
  Dildmarinerede agurker  med en dejlig  peberrodsskum  med god kapow i,  stenbiderrogn  og knasende  brødkrummer  til at give lidt konsistens. En luftig servering uden de store dikkedarer. Fire gode smagssammensætninger, der ligesom skulle indikere, at vi nu var på vej ind i en gastronomisk rutschebane.  
   
 Der var selvfølgelig også kommet lidt brød på bordet - på brødtallerknen, som på Geranium er udskiftet med et stykke træ med tilhørende trækniv. Træsorten er jeg ikke tømrer nok til at bestemme, men fint og organisk så det ud. Et  surdejsbrød  som fik hele bordet til at blive helt stille og det eneste, man kunne høre fra hjørnet var et kollektivt 'mmmmm'. Knasende udenpå, blødt indeni og med masser af spelt, emmer, kærnemælk og øl. Der blev spist meget brød den dag.  
   
 Okay, så var det ligesom nok med småretter - nu blev det tunge skyts kørt i stilling. Mens tjenerne stadigvæk holdt tallerknerne bag vores ryg, fortalte Søren historien om, hvordan Claes havde taget et smukt billede af bålstedet i haven med gløder, røg og aske.  
 Rasmus og Søren havde syntes, det var så smukt, at de ville genskabe en ret, der lignede så meget som muligt. Så blev der sat en sylteglas med kul i på bordet, hvor røgen bølgede op af, mens tallerknerne blev sat foran os. Og så gjorde vi ellers store øjne. Foran os stod et bål med gløder - lige til at spise.  
 Og her kunne far simpelthen ikke skjule glæden længere, men brød ud i latter. Ren glædeslatter over kreativiteten, den overraskende tanke og knivskarpe udførelse.  
   
 Søren ville ikke ud med, hvilke ingredienser, der var anvendt, men lagde istedet op til en gættekonkurrence. Vi ramte på  kammuslingen , kullet -  jordskokker  farvet i  blæksprutteblæk , gløderne -  lakserogn , men kunne slet ikke finde ud, hvordan asken var lavet. Det var... aske . Rigtig aske siet fra brændt hø. Derudover var der  jordskokkepure  og  maltodextrin , som vi vel er lovlig undskyldt for ikke at gætte. 
 En vanvittig ret, der gik rent hjem.  
 Næste servering var  kongekrabbe  og  kongekrabberillette . Porcheret  vagtelæg  og  gulerødder  i tre teksturer - i flager, kogt og som gele. Ledsaget af  sagogryn ,  skovsyre  og  havtorn , der var godt modne og dermed ikke for sure. Dertil kom en virkelig lækker hummer-smørsauce. Elegant, luftigt, og meget Geranium-agtigt.  
 Det var også her omkring vi mistede Camilla i måltidet. Ikke sådan fysisk set, hun sad der nemlig stadigvæk, men var samtidig forsvundet ind i en parallel smagsverden, hvor vi havde mere end almindeligt svært ved at få kontakt til hende.  
 Det handlede kun om mad, og det eneste der kom ovre fra hendes fløj, var lange 'Mmmmmmm, hvor er det godt' lyde gentaget igen og igen.  Da far på en tidspunkt forsøgte at spørge om noget, var hendes svar konstant bare 'ja' efterfulgt af det nu obligatoriske 'Mmmmmm'.  
 Han kunne have spurgt, om hun hed Ulla og ville med i kz-lejr og hun havde sagt 'Mmmmmm, ja'. Hun var uden for pædagogisk rækkevide, hvilket må være den ultimative kompliment til maden. 
   
 Mens sagligheden indfandt sig om bordet ankom næste ret. Køkkenet mente at det nu var tid til h avtaske  med  muslinger . Råmarineret  blomkål  og blomkålsskum. Og noget  crumble  der mindede om nougat i smagen. Der blev relativt hurtigt enighed omkring bordet om, at det her smagte udpræget godt. Sådan rigtig rigtig godt. Retten var samtidig dagens svageste servering, og der fortæller vel egentlig en ret klar pointe. 
   
 Efter to 'normale' retter, var det nu tid til at lave lidt ballade i gaden igen. Så ind kom Søren med en glaskande fyldt med baconfond og urter i toppen. Den stod så og kiggede på os, mens vi kiggede tilbage på den og prøvede at gætte hvad næste træk var. Herunder et billede af fars umiddlebare udtryk lige efter han har duftet til fonden af bacon. Han troede næsten ikke sine egne næsebor. Det hedder mad-lykkelig. 
   
 Efter nogle minutter med forskellige gæt på glaskandens anvendelighed kom pointen så. Vi skulle have Kongens Urtehave - som var fem forskellige mundfulde præsenteret i en dyb tallerken og fonden blev så hældt over. Det var ikke muligt at se, hvad der lå under hver enkelt lille servering, så det blev til et ægte overraskelses-lotteri. Og det siger vel det hele, når nu mor, som ikke bryder sig om bacon, måtte krybe til korset og indrømme, at det smagte rimelige fantastisk.  
 Så havde vi ligesom bestået den indledende manøvre, og skulle nu til den store hovedret, hvor Søren igen fik lov til at gå på jagt i kælderen efter rødvinen. Et sagligt smil bredte sig igen på fars ansigt. 
   
 Flere topsteder har vi oplevet at køkkenet skyder alt krudtet af på forretterne, og måltidet derfor daler en smule i kvalitet, når de indledende øvelser er overståede. Sådan er det ikke på Geranium. Hvad der overraskede mig mest var måske den helt naturlige overgang mellem retterne.  
 Det lykkedes på über-elegant vis at tage ganen i hånden og sige, 'kom kære gæst, nu skal vi den her vej' - her kom der jo også en baconsmag som tog over fra grøntsagerne og derfor pegede frem imod hovedretten som selvfølgelig var - Glad  gris  og  fattigmandstrøfler . Skud af  ramsløg , røget  spæk  og  skovsvampe . Man kan hverken kalde retten molekylær, avanceret eller tilnærmelsesvis fremadskuende, men det behøver man heller ikke - for den havde én eneste funktion - velsmag. Det lignede grangiveligt et Kofoed-perfektionistisk dogme med Bocuse-twist. Lige efter (VM)bogen, lige i (trofæ)skabet og jeg skal komme efter dig med indretningsfloskler. Sagen er, at jeg aldrig nogensinde har fået så mørt og så velsmagende grisekød før. Spot on. 
   
 Søren kunne nu godt mærke på fingerspidserne, at vi var ved at være i havn, så han bad også køkkenet om at ligge til kaj, så måltidet stadigvæk sluttede på toppen og ikke i en 'bare en bid til, jeg triller hjem og kaster op' følelse. Godt set. Og ind kom  youghurt  og  hvidchokolade . Baby  granskud  og  crumble  i bunden. 
   
 Maverne var ved at være mætte, så nu kom der selvfølgelig lidt for øjenene. For tilbehøret til denne dessert var en skål med flydende nitrogen og grangrene, der, når de blev overhældt med væske spredte en duft af gran med røg og damp over hele bordet. Ved ikke om det var tilsigtet, men Kong Christian symbolikken lå lige til.  
 Og det gik naturligvis perfekt i spænd med smagen i desserten. Her opgav far da også ævred, lagde bestikket og kiggede på lidt mundlam på bordet med et lille smil i mundvigen. 
   
 Vi troede egentlig, vi var færdige, men Søren fik lige lusket en post-dessert med. Mælk på mærkværdige måder kaldte han den. Den bestod af klaret  kærnemælk ,  kondenseret  mælk,  spongecake  på mælk, drænet  tykmælk  og slutteligt  tørret  mælk. Og for at Suzanne Bjerrehus skal have levet forgæves kan vi vist roligt sige, at sådan har vi aldrig fået den før. Men tager den gerne igen. 
   
 3½ times rundtur i perfektion. 10 serveringer. Dansen på skyer. Hvad gør man efter sådan en forestilling?  
 Man glædes. Glædes over, at der findes steder som Geranium, at menneskelig kreativitet bliver til kunst på en tallerken og måske mest af alt, at man fik muligheden for at lege med. 
 Høje forventninger? Det kan du tro.  Indfriet? Også i den grad.  
   Mad : 10/10 Når dagens svage servering er uhæmmet god sprænger man skalaen.  Betjening : 10/10 Håndtryk, smil, viden og glæden over mad hele vejen rundt. Bocuse, du skylder en af guld.  Stemning : 10/10 Tre ord - Verdens smukkeste haveskur.  Pris : 9/10 Frokost i haven 465,- Vine - 400,- Geranium - Priceless. 
  Samlet : 39/40 Hvis vi giver 40/40, har vi fundet den perfekte restaurant, og kan dermed holde op med at lede mere, og det går jo ikke. Det er en skam, vores princip rammer Geranium, for de er så tæt på, som man kan komme. 
 ]]></description><pubDate>Fri, 24 Apr 2009 23:57:27 +0200</pubDate><category>Restauranter</category></item><item><title>Auberge 2</title><link>http://iloapp.rasmusschou.dk/blog/gladformad?Home&amp;post=40</link><description><![CDATA[   Auberge v/2.0  Samlet pris for to: 545,- 
 Karakter: 29/40 
   
   Glædeligt gensyn   Besøgt torsdag d. 19. marts kl. 18.30 
   
 På vej hjem fra arbejde trak vi cyklerne langs søerne, og ved en eller anden tilfældighed landede samtalen lige pludselig på mad... Det ene ord tog det andet, og øjeblikket efter sad vi bænket i Auberges flotte kælder.  
   
 Vi havde faktisk kameraet med, og forsøgte da også at tage nogle billeder, men det blev næsten sort i sort - Auberge er hermed udnævnt til Danmarks ubetinget sværeste restaurant at tage billeder i. Selv efter jeg havde bedt den søde tjener om at skrue op for lyset og balanceret kameraet på nogle glas gik det mere end galt og maden fortjener bedre end det - så nu må det skrevne ord vise sin magt. 
   
 Først lidt snacks, som i den grad viser hvor ambitiøst køkkenet, trods Aubergs favorable priser, er. Tre styks blev vi fodret med - nogle små sprøde kyllingevinger, lidt dejlige pastinakchips og til sidst hjemmebagt knækbrød med fennikelfrø. Alle tre gjorde det godt, uden at blæse os omkuld. Og det samme kan siges om den Karl-Johan mayonaise, der fulgte de sprøde elementer til dørs.  
   
 Der kom sørme også tre slags brød på bordet - en ok brioche med god sprødhed, et baguet-lignende lille lyst brød, og trekløverets stjerne, en mørk form for grovbolle, som både havde god sødme og sejhed. 
   
 Forretter - Rasmus havde ladet sin lille kammusling forelskelse råde, og de kom rimmet og med karse, wasabimayo (som der godt kunne havde været mere af end den miniklat, de havde lagt - jeg er nok bare sur, fordi den smagte virkelig godt), smørstegt skalotteløg og østersvinaigrette. En delikat forret som på forbilledlig vis åbnede sanserne mod, hvad der senere skulle komme. Retten smagte godt, men manglede lidt det sammenhængende led, som jeg syntes wasabien gav - den løb jo bare tør alt for hurtigt. 
   
 Camilla gik den italienske vej og fik ravioli fyldt med pancetta, spinat og parmesan. Klassisk og så godt som kun enkelheden kan være. 
   
 Så stod Camilla af i to retter, og smagte med på mine, og nu var det brisel tid. Kalvebrisler - og det havde jeg glædet mig meget til, og blev desværre en kende skuffet. De virkede for fede i det og fik uheldigvis mere mine tanker hen mod en grillbar en mod gourmetkøkken. De kom med en sød æblechutney og en sur frisesalat, som kæmpede sin egen kamp med brislerne.  
   
 Den egentlige hovedret var braisseret svineryg, som var ene anelse for tør, men ganske spiselig. Den havde selvskab af kroketter, lidt kørvel og en fantastisk persillerodspuré. Kæmpe hit, den puré. Den var faktisk så god, at jeg overhoevedet ikke kan huske, hvordan saucen smagte. Puré 1 - Sauce 0. 
   
 Desserten var vafler, og det er jo Camillas hjemmebane, så den stod hun for. Vafler i brombærsovs kom med vanillieis som lå på et nøddelag, og det smagte, som det skulle. Hverken mere eller mindre.  
   
 Alle retter havde ambitioner og alle havde elementer, der indfriede dem, men desværre også elementer der trak lidt den anden vej - så vi landet et godt sted over gennemsnittet og den sympatiske prissætning trækker det hele en tand op.   Mad : 7/10 Til prisen er det flot niveau, men også et par anonyme elementer som trækker ned.  Betjening : 7/10 Den søde tjenerine svarede fint på alle spørgsmål.  
  Stemning : 7/10 Det er en flot kælder, det må man give dem. Intim og hyggelig.  Pris : 8/10 545,- for to retter + en gin'tonic til damen og tre retter til manden er rimeligt.  
  Samlet : 29/40  
 ]]></description><pubDate>Sat, 11 Apr 2009 21:46:35 +0200</pubDate><category>Restauranter</category></item><item><title>Søllerød Kro</title><link>http://iloapp.rasmusschou.dk/blog/gladformad?Home&amp;post=39</link><description><![CDATA[    Søllerød Kro    Søllerødvej 35, Holte  Samlet pris for to: 740 ,- 
 Karakter: 34/40 
   
   Fantastisk sted at lufte Far   Besøgt onsdag d. 18. marts kl. 12.30 
   
 Solen skinnede, og jeg havde lige fået nyt bagdæk på cyklen. Det inviterede jo næsten til en cykeltur nordpå, og så var det, at jeg fik ideen med at lufte den gamle.  
   
 Han sidder i Skodsborg og var frisk på at komme lidt ud i fuglekvidret. Men hvor går man lige hen i Skodsborg og spiser - jeg kunne kun komme i tanke om ét sted. Søllerød.  
   
 Indrømmet, jeg tænkte heller ikke så meget på noget som helst andet. Den har stået på ønskesedlen lang tid. 
   
 Og så var det en god anledning til at betale min allerførste gourmetoplevelse tilbage til farmand. Det var nemlig ham, der i tidernes morgen gav mig carte-blanche på det dengang kvalitets spisested - Divan 2 i Tivoli.  
   
 Det kan godt være, at restauranten er gået ned i kadence sidenhen, men den chateaubriand, kan jeg stadigvæk smage, når jeg lukker øjenene. Så afsted med os mod Søllerød. 
   
   
   
 Selvom far forsøgte at tilrane sig prestige-menuen - som mere eller mindre fyldte hele den ene side af spisekortet, fik jeg lokket ham med på tre frokostretter sammensat af køkkenet ud fra dagens varer.  
   
 Vi havde fra start til slut den søde tjenerindes fulde opmærksomhed, men måske det hang sammen med, at vi rent faktisk var de eneste, der ville fejre foråret med lidt god mad. Jeg bildte far ind, at jeg havde lejet hele stedet, så han kunne få lidt privatliv. Den købte han. 
   
 Inden de tre retter kom til syne, ville køkkenet gerne lige byde ordentligt velkommen. Det gjorde de først med en sprød  savarin  - ringformet kage, der gennemvædes med rom og sukkervand - og den lå ovenpå en luftig  svampe mayonaise  til at dyppe i.  
   
 Det smagte dejligt, ingen tvivl om det, sprødt, blødt og mums mums mums, men var måske også lige en anelse for tung til at være den perfekte starter. 
   
   
 Så var det heldigt, at næste indslag var både væsentligt lettere og friskere. Et perfekt modspil. Ind kom nemlig et stykke  tun , som havde forvildet sig ind i et utroligt flot stykke sprødt  rugbrød . Det må jeg lære at lave - enkelt, men ligner en million.  
   
 Ovenpå var dryppet en klat frisk  ostecreme  og påsat en ærtetingest. Den søde tjener overhældte så hele molovitten med en  grøn   gazpacho  bestående af - melon, grøn peber, æble, avocado, lime og olivenolie.  
   
 Er du sindsyg, den var lige i skabet. Frisk og syrlig og fed på en gang, og muligvis dagens højdepunkt. Også fordi den var så utroligt flot anrettet. 
   
   Og så var de indledende øvelser ellers overstået. Tid til de ting vi rent faktisk havde bestilt. 
   
   
 Forretten var en sindsyg lækker skummende  jordskokkesuppe , som igen blev hældt op 'live'. På tallerknen lå nogle ristede  kammuslinger , der jo altid smager så englene synger - og det er vel underordnet at påpege, de var behandlet som de fortjente af kokkene.  
   
 Dertil nogle skiver  porrer , som muligvis er de møreste, jeg nogensinde har mødt. De smeltede næsten på tungen, og så bliver de jo pludselig en udsøgt fornøjelse at spise.  
   
 Sidst, og faktisk mindst - lå der også lidt  karse , som gav en dejligt lakridssmag og nogle millimetertynde  radiser , som gav knas i mundhulen. Det hele smagte så godt, at far flere gange afbrød sig selv for at lovprise maden. 
   
 Meget meget dejlig ret - og perfekt til det forår der vinkede til os uden for vinduet. Billedet herunder er stadigvæk den samme jordskokkesuppe, bare fra en mere kunsterisk vinkel. 
   
   
 Hovedretten var  kalvefilet med saltbagt selleri, selleripure, markchampignon, syltede bøgehatte og svampearomat . Den saltbagte selleri var vidunderlig, til gengæld var kødet desværre en smule tørt. Ikke meget, men nok til at bemærke.  
   
 De andre ingredienser var ok, uden at være prangende, men en ting jeg rigtig godt kunne lide, var et meget tyndt skåret stykke af selleristangen som havde ligget i vand for at give den en flot form. Og så var det godt med noget frisk og knasende.  
   
 Generelt pegede retten mere mod den vinter, vi er ved at forlade, hvor jeg måske havde håbet på at finde noget forår på tallerknen - men så må vi jo bare komme tilbage om en måned eller to. 
   
   
   
 Desserten var en dejlig bitter  marcel-chokoladekage , hvis øverste fine kakaodrys jeg blev ved med at få i galhals - når jeg åndende ind. Den kom med klassisk  frisk æble, æblemos, hasselnødder, vanillieis, mynteblade og skyrcreme . Og til den kunstinteresserede havde de såmænd også lavet en flot spiral af  hvid chokolade .  
   
 Skyr, mynte og hasselnødder giv vanvittigt godt sammen, og så var den en meget flot ret i ægte nordisk stil med små øer af forskellig farve.  
   
   
 Set i bakspejlet var det en overordentlig vellykket frokost. Masser af velsmag og godt håndværk. Tilpas let, og ikke for meget af noget. Gazpachoen var ren kapow, de andre retter bare gode og så må det tælle på plussiden af far flere gange fuldkommen mistede tråden, fordi maden tog hans opmærksomhed. 
   
   Mad : 9/10 Der skal endnu flere kapow oplevelser til at få topkarakterer og kødet trækker en millimeter ned.   Betjening : 8/10 Meget årvågen og kompetent tjenerinde der svarede fyldestgørende på vores spørgsmål. Manglede kun lige at bryde ud af den formelle rolle. 
  Stemning : 9/10 Ja, der var jo helt tomt, men det var faktisk ret hyggeligt at sidde alene der på den lyse kro, og høre kokkene grine i køkkenet, mens de forberedte til i aften. Enormt gode stole og fars selskab trækker op.  Pris : 8/10 375,- for fem vidunderlige retter er absolut givet godt ud.  
  Samlet : 34/40 Vi blev ikke blæst omkuld, men vores smagsløg blev nusset godt og grundigt. Meget anbefalelsesværdigt og et sted vi gerne kommer igen. Og igen. 
 ]]></description><pubDate>Wed, 18 Mar 2009 19:57:26 +0100</pubDate><category>Restauranter</category></item><item><title>Le Saint Jacques</title><link>http://iloapp.rasmusschou.dk/blog/gladformad?Home&amp;post=38</link><description><![CDATA[   Le Saint Jacques  Sankt Jakobs Plads 1, Østerbro Samlet pris for to: 1.035 ,- med en flaske vin 
 Karakter: 33/40 
   Petit France på Østerbro   Besøgt torsdag d. 5. marts kl. 19.30 
 Vi er gået forbi mange gange. Og vi har kigget ind hver eneste gang, og tænkt at det så det egentlig ret hyggeligt ud. Og nu havde Politiken så givet Le Saint Jaques fem kokkehuer, så hvorfor egentlig ikke tage fødselsdagsbarnet Katja og Martin under armen og tage til det lille stykke Frankrig på Skt. Jakobs Plads?  'I kårmer fæm minytter får sænt, ne?', vrissede tjeneren med hænderne i siden, da vi kom ind. Camilla blev helt perpleks, og begyndte at forklare den lille forsinkelse, men tjeneren kunne ikke holde masken og brød sammen i et grin. Og sådan var han resten af aftenen - humørfyldt, charmerende og utriligt tiltalende. Eller med andre ord - fransk. Det er institutuinen Daniel Letz, der kører biksen - køkkenchef i Gud ved hvor mange år på Kong Hans, og ret gode venner med Michelin - der nu har 'trukket sig tilbage' med et fransk brasseri. Nøj, hvor vi glædede os. 
 Flag på bordet og rimelig hurtigt to flasker vin i glassene - begge fra den anden ende af jorden. Først en Pinot Noir 07 fra New Zealand af producenten Distant Land (345,-), virkelig lækker med smag af både lakrids og læder. Og til vores overraskelse var den næste vin faktisk endnu bedre - Shiraz 05 fra Woodstock og McLaren Vale (345,-). En enormt kraftfuld vin lige efter vores smag. Så var vi ligesom igang. 
 Vi valgte alle fire at tage tre retter for 345 kroner. Camilla og jeg hoppede - som sædvanlig, når chancen byder sig - ombord i en omgang fois gras. Her serveret med hyldeblomstgele, abrikosmarmelade-agtigtstads, samt en smule balsamico. Godt sødt modspil til det fede. Virkelig dejligt. 
 Martin og Katja valgte begge en omgang tigerrejer, som kom med puy-linser. En ordentlig omgang, der faktisk gjorde det ud for en hovedret, så de levnede begge en smule, selvom det smagte dejligt.  
 Til hovedret fik jeg confit af andelår med kogte hvide kartofler, lidt bagte gulerødder og persillerod og peberrod og estragon på toppen. God traditionel brasseri stil lige i øjet.  
 De tre andre bestilte kalvefillet, som kom med blå kartofler, morkler, persillerod og spidskål. Kødet kunne godt have været mere mørt og kartoflerne var deciderede dårlige, så der blev drukket mere vin end spist mad, hvilket jo kan være meget godt. 
 Martin og Katja var igen enige i dessert valg, og havde begge opdaget en yndling - creme brulee som kom med mango/chili sauce og en meget vellykket citronsorbet. Traditionel og veludført. 
 Milla og jeg ville prøve noget nyt, så vi hoppede på en crementsorbet lavet på boblevand. Mmmmm. Og så blev det ellers lidt eksperimenterende - for til sorbeten kom tyndt snittet selleri, olivenolie og ananascarpaccio. Mille var rimelig afmålt i begestringen, men jeg var ellevild. Boblerne blev holdt nede af den fede olie, sellerien gav god sprødhed og ananasen en vidunderlig sødme. Et sats, og jeg syntes det holdt hele vejen. 
 Da de andre gæster begyndte at gå hjem, begyndte andre fransk-danskere fra hele byen at drysse ind til et fyraftens-glas-god-rødvin, så man må kalde stedet for autentisk og yderst hyggeligt. Da vi skulle hente jakkerne i garderoben, faldt vi i snak med Daniel himself, som var stolt at sin nye hofte, og så faldt snakken meget naturligt på vin. Og inden der var gået to minutter havde han knappet en af hans egne yndlingsvine op - 'du skal lige smage den her' - alt imens damerne blev charmeret udenfor af vores tjener.  
 Sådan en charme kan man ikke rigtig sætte pris på - det er bare fransk, når det er bedst. Ærlig veltilberedt mad med masser af kærlighed, og så en masse charmerende mennesker. Så er det altså meget hyggeligt at gå ud.  
   Mad : 7/10 Godt brasserie håndværk uden at være flashy. Kartoflerne trækker ned.  Betjening : 10/10 Det kan altså noget de franskmænd.   Stemning : 9/10 Et lille stykke Paris midt i Kbh, super hyggeligt.  Pris : 7/10 3 retter for 345 kroner er helt iorden.  
  Samlet : 33/40  
 ]]></description><pubDate>Tue, 17 Mar 2009 20:03:12 +0100</pubDate><category>Restauranter</category></item><item><title>Paustian</title><link>http://iloapp.rasmusschou.dk/blog/gladformad?Home&amp;post=37</link><description><![CDATA[   Paustian v. Bo Bech  Kalkbrænderiløbskaj 2, Tlf.: 39 18 55 01,  www.bobech.net  Samlet pris for to: 940,- 
 Karakter: 34/40 
   Himlen ligger i Nordhavn   Besøgt mandag d. 2. marts kl. 13.00 
 Indrømmet. En af grundende til, at vi valgte Paustian, var frygten for, at restauranten skulle bukke under i disse krisetider - uden vi havde nået at smage på herlighederne. Sådan kan en finanskrise bruges som dårlig undskyldning. 
 Det her var vores første spæde skridt udi det danske Michelin-hav, og bænket ved et af de store runde borde, kom første tegn på, at det her, det var ikke et helt normalt restaurantbesøg. Ud over at de, forøvrigt yderst kompetente og venlige nede på jorden tre tjenere, fik gelejdet vores numser i stolen, så satte de såmænd også en lille skammel ved siden af stolen - til Camillas håndtaske og mit kamera. Man skulle jo nødigt anstrenge sig, ved at skulle strække sig helt ned til gulvet, nej fy.  
 Der var seks retter på menukortet - vi bestilte tre hver. Og eftersom vi stadigvæk ikke fatter særlig meget mht. vin, så lod vi overtjeneren finde en god hvid en til os. Han dukkede frem med en fransk grand cru et eller andet. Godt valg.  
 Og så startede de første angreb fra køkkenet ellers. Første ret der landede på bordet var en lille tør majsflage - fuldkommen uden smag. Åh nej, det bliver en lang tur det her, tænkte vi, men der var heldigvis en mening med galskaben. Det opdagede vi dog først, da næste lille sag ankom.  
 En kartoffelvaffel med en syrlig midte, som begyndte at vække mundens smagssanser. Ahhhh, så den første majsflage var ligesom bare for at nulstille sanserne - og Bo Bech måde at sige - okay folkens, så starter vi her. (Det kan selvfølgelig også være majsflagen var en eventyrlig dårlig pre-snack, men vi vælger at (overfor)tolke det som en hensigt. 
 Herefter videre op af smags-stigen - først med en friturestegt løgring (himmelsk ifølge Camilla) og kort tid efter en minipizza i superluftig bund, der smagte af endnu mere end de to første.  
 Dernæst en gravad agurk som med sin blanding af sur/sød var både frisk og delikat. Og den sidste lille nu-skal-I-bare-se-hvad-køkkenet-kan-hapser: En persilleblomst med konsisten som oasis. Og det var så også her, jeg kom i tanke om kameraet, der lå og hyggede sig på sin egen lille skammel. Sådan her så den ud, og ud over en skæg konsistens, så smagte den faktisk også ganske udemærket. 
   
 Så kom brødet, og det plejer jo at være en formalitet, men hos Bo Bech er det specialitet. Et fantastisk surdejsbrød kom i selskab med et kærnemælksbolle m. lakrids på toppen. Himmelsk. Som øje-slik lå også et æstetisk flot sort knækbrød formet som en kæmpe fløjte, som vi først troede det var til pynt, men tjeneren fik forklaret sammenhængen.  Intet under at hr. Bech er ved at åbne sit helt eget bageri. Hertil to slags smør - gammeldags kærnet fra Åbybro og så et karameliseret en. Virkelig mums.   Og før forestillingen ligesom helt startede, var der lige blevet kastet endnu en happer ind i det hele. En Sennepsmousse med rødbedeblomster og sennepskorn. Virkelig frisk lækkert, og sennepsens syre holdt rødbeden flot. 
   
 Så var det ellers blevet tid til forretter - Jeg fik en meget saftig stegt jomfruhummer, som man aldrig kan få for meget af. Ved siden af lå en bagt porremarv med hvidløgsaske på toppen. Den smagte fint, men ligemeget hvor mør en porre er, så er den lidt svær at skære, ligeledes her. Dertil hørte en persille/peberrodspuré, hvor jeg måske syntes, perberroden tog lidt for meget over.  
   
 Camilla fik kammusling med revet blomkål i forskellige teksturer og brunet smør i bunden. Det lyder ikke af så meget, men det smagte helt fantastisk, og havde et ekstra lille trick i ærmet. Idet gaflen kom i munden bredte der sig en smag af de der gule blomster med hvide blade fra barndommen - elsker/elsker ikke blomster. Retten her smagte fuldkommen som de blomster duftede - og det var der absolut intet i vejen med. 
   
 Hovedretter - Camilla fik en helleflynder i brunet smør, og ved siden af lå et pocheret æg. Ovenpå - revet kartoffel med peber. Igen meget meget simpelt, men hvilken smag, mmmmm. 
   
  Jeg fik en pocheret kylling m. morkler, perleløg, sprødtstegt skind og persille. Skindet var sprødt, kyllingen mør, men alligevel stod denne ret tilbage som dagens svageste. Der var simplethen ikke nok kapow i den, selvom den skam gjorde et hæderligt forsøg. Måske der skulle være skruet endnu mere op for persillen, eller mere kraft i saucen. 
   
 Videre til desserten - Ost til Camilla. Comte og en anden komælksost. Noget fortræffeligt øllebrød og dertil rugbrød med nødder. Helt igennem god kvalitet, men da vi så den anden dessert, ville vi nu hellere have haft to af dem.    
 For det var nelig karameliseret banan m. kokosfedtis og 'sne'. Mums. Sød, og knasende og jeg kunne spise den hver dag frem til juleaften. Virkelig godt.  
   Og således nåede vores maver at blive både glade og fyldte. Som sagt var der absolut ingenting at udsætte på betjeningen, og nærmest heller ikke på maden. Det eneste der trækker lidt ned var stemningen, som var lidt for slips og dæmpet samtale agtigt. Det hjalp heller ikke, at vi sad ved siden af et bord med 4 tjener eller kokkeelever, der nærmest ikke sagde et kvæk under hele middagen. Men det er jo ikke Paustians skyld.  
   Mad : 9/10 Der er ikke meget at komme efter her. Ren topklasse.  Betjening : 9/10 Allestedsnærværende, charmerende og alligevel diskret - helt efter bogen.  Stemning : 7/10 Næsten andægtig venteværelse stemning, som bliver lidt businessagtig. Mangler musik  Pris : 9/10 Sniger sig op på en 9'er pga de mange hapsere og gratis vand.  
  Samlet : 34/40 Noget af det allerypperste vi har prøvet.  
 ]]></description><pubDate>Mon, 02 Mar 2009 19:42:43 +0100</pubDate><category>Restauranter</category></item></channel>
</rss>
